Denne artikel var skrevet til medarbejderbladet ”Eskoposten” i okt. 1989

Japan - oplevelser og indtryk

set gennem en eksportmedarbejders øjne

Japan er et ørige, der består af 4 hovedøer og strækker sig ca. 3.000 km. fra Hokkaido
i nord til Kyushu i syd - det bredeste punkt i Japan er ca. 300 km.
Ca. 80% af Japans totale areal på 377.700 km² betragtes som bjerge, og på de
resterende 20% bor der over 122 millioner mennesker, næsten alle ved kysterne.

Nej, dette er ikke begyndelsen af en turists rejseartikel, men en lille indsigt i Japan samt japanerne og deres hverdag - gennem nogle af de ting jeg har set og oplevet, både dagligdags og små episoder, de gange, jeg har været heldig nok til at besøge Japan i løbet af de sidste 3 år (klik for billed nr. 1).

Kulturchok

Man får simpelthen et kulturchok første gang, man er i Japan, og selv de efterfølgende gange bliver man stadigvæk overrasket, og det tager lang tid bare at begynde at forstå japanernes mentalitet og livsstil, men kedeligt er det bestemt ikke.

 Jeg håber gennem denne artikel at give en lille smagsprøve, idet vi på den vestlige halvkugle alle har et billede af japanerne, og vi vil i de kommende år sikkert få endnu mere med dem at gøre. Så kan vi måske begynde at forstå hinanden lidt bedre.

 Japanerne er, som vi ved, ikke særlig høje. De fleste er slanke - muligvis på grund af deres kost, der hovedsagelig består af fisk og ris - og de har kraftigt sort hår, men de har ikke skæg. De er generelt meget velklædte, om end lidt konservativt (billed nr. 2)

 122 millioner mennesker

At der bor over 122 millioner mennesker på et relativt lille areal, bliver man mindet om hele tiden, især nar man oplever myldretiden på en af Tokyos mange banegårde eller på Koyotos hovedbanegård.

 At køre med tog

Efter ankomsten af hvert tog, er der bogstavelig talt sort af mennesker,fordi hovedparten af de rejsende er mænd klædt i mørke habitter og bærende sorte mapper samt en paraply, eller skoleborn i sort. Det er dog ikke svært at gå imod "strømmen" af mennesker i modsætning til andre store byer i verden, fordi de er et meget hensynsfuldt folkefærd og samtidig så smidige, at de ikke kommer til at røre en.

Før toget kommer, stiller man sig i kø ved 2 afstribninger på perronen, der passer præcist til dørene i toget, når det stopper (billed nr. 3).

Hvis toget skal afgå f.eks. kl. 08.21, så bliver det hverken et sekund før eller efter, men kl. 08.21.00. Hvis man er så heldig at finde en siddeplads, opdager man, at sædernes afstand er konstrueret til japanske ben, dvs. den er meget kort, og at ens medpassagerer enten læser eller sover. De sover altid under rejsen til og fra hjemmet/arbejde, og 3 timer til dette om dagen er ikke unormalt (billed nr. 4).

 Skolebørn har uniform på og er klædt fuldstændig ens - undtagen skotøj. For drengenes vedkommende er påklædningen en højhalset sort uniform samt sort kasket og for pigernes en slags overdel, der minder meget om søværnets uniform, og en mørkeblå nederdel.

Til gengæld ligner deres børnehave­klasser vore egne, hvad påklædning angår, med undtagelse af ensfarvede "bøllehatte", og da jeg en gang nævnte om en forbigående flok på ca. 200 små børn, at de alle sammen var lige høje (i modsætning til en tilsvarende dansk børnehaveklasse), kom svaret promte fra min japanske ledsager: "Japanese standard height"! (billed nr. 5)

At rejse med "Shinkansen"; også kaldt verdens hurtigste tog, er en stor oplevelse. Utrolig præcist, lydløst (vinduerne er 18 mm tykke) og med en hastighedsmåler, der angiver den pågældende hastighed - ofte over 200 km i timen.

Hvert tog er fuldstændig ens og har sæder, der kan vendes, så man sidder over for hinanden, og hvis pladsbestillingen siger vogn 15, kan man rolig vente uden for afstribningerne på perronen med 15-tallet - så standser toget nøjagtigt foran - ikke 1 cm før eller efter! (billed nr. 6)

Når japanerne mødes

Når japanerne mødes bukker de som bekendt for hinanden i stedet for at give hånd. Det virker lidt komisk i starten, men efterhånden lærer man, at det har stor betydning, også hvor mange grader, man bukker. Det har at gøre med en slags rangorden, hvor man viser sin respekt over for den anden ved at bukke helt op til 45°, og modparten vil i så fald bukke i mindre grad.

Hvis den andens stilling eller position er ukendt, vil man bukke ens, f.eks. 20°, og det er bare om at holde øje med "modparten", så vinklen bliver den samme.

Vi europæere gør det ikke - så ville det virke komisk - men man kan næsten ikke lade være med at nikke lidt med hovedet, før man giver hånd.

Et særpræget ritual

At udveksle visitkort er et særpræget ritual i sig selv. Ligegyldigt hvem, man møder, og hvor periferisk, dette møde er, udveksles visitkort. Kortet skal præsenteres, så modparten kan læse det, og han/hun vil bagefter prøve på at gentage navnet og evt. stillingen. Dette fører til nogle morsomme episoder, ligesom dengang Finn-Erik Friberg mødte Masanobu Igarasai.

Så hvis man skal til Japan, og ens navn f.eks. er Eyvind Østergård, kan det være en fordel at tage navne forandring. Bagefter er rollerne byttet om, og ritualerne bliver gentaget. Man skal ikke skynde sig med denne del af et møde med japanerne, dette vil blive anset for meget uhøfligt.

Alting er rent

Nogle af de forste indtryk, man får ved ankomsten til Japan, er hvor overraskende rent alting er. Taxa­chaufforerne bærer kasket og hvide handsker, og taxærne er skinnende blanke. Over halvdelen af alle bilerne er hvide (billed nr. 7), og alting - også vejskilte - står selvfølgelig på japansk, hvor man ikke en gang kan gætte, hvad der står, som f.eks. i Frankrig, Italien eller Grækenland.

Der er ikke så mange mennesker, der taler engelsk, så det kan være lidt vanskeligt uden en japansk/engelsk­talende guide (billed nr. 8). Alle er venlige og hjælpsomme, men også en smule generte over for europæere. Tyveri og vold er et ukendt fænomen, og det siges, at man kan gå fra en pung med penge i på en bænk i parken og komme tilbage flere timer senere og finde den uberørt.

 Japanernes arbejdsvaner

Det er velkendt, at japanerne arbejder meget - ca. 2.100 timer om året, dvs. omend ikke altid, så fra morgen til aften, og han er ikke meget for at holde fri fra firmaet frem for at være hos familien.

Det er meget normalt, at man kommer igen på arbejde efter 3-4 dages ferie, selv om man stadig har ferie. Man kan altid kende dem, der holder ferie - de har ikke slips på på kontoret!

Alle møder meget præcist kl. 8.30 om morgenen. KI. 9 er der morgengymnastik, hvor alle deltager i ca. 10 minutter, til musik, der bliver sendt i radioen, og kl. 6-7 om aftenen findes der stadig folk på arbejde.

Fritiden senere om aftenen er som regel en forlængelse af arbejdet sammen med kolleger, og så tager man hjem kl. 10 om aftenen til sin hjemmegående hustru. Det er ikke for ingenting, at det japanske ord for kone direkte oversat betyder: "personen i baggrunden".

En meget popular fritidsaktivitet er "Pachinko" - en slags lodret flip­permaskine - og disse Pachinko­spillehaller findes overalt. Række efter række af spillere, der stirrer ind i disse maskiner, hvor lyden af tusindvis af små metalkugler, der rammer hinanden, er ubeskrivelig (billed nr. 9).

 Forretningsgæster synger for hinanden

Når ens afdelingschef eller direktør inviterer til en drink om aftenen, siger man ikke nej. Stedet er en lille meget eksklusiv klub eller bar, hvor han som regel er medlem.

Her er alting utroligt dyrt og bestemt ikke for turister, og det er også her, man finder den moderne form for Geisha, ofte i kimono, en eftertragtet og højt respekteret stilling i samfundet (billed nr. 10). Japansk whisky (meget lig den skotske) eller udmærket Japansk øl bliver serveret. Underholdningen skaber gæsterne selv, idet alle klubber er udstyret med en kæmpe fjernsynsskærm, og der spilles en video of enten en japansk eller amerikansk slager med undertekst til sangen - men uden selve sangen. Formålet med "Kareoke", som det hedder, er, at gæsterne selv skal synge til musikken ved hjælp of mikrofoner udstyret med ekkoeffekt. Især hvis det en en forretningsgæst, en der ingen vej udenom - man skal synge. Bare prøv næste gang, Frank Sinatras "My way" eller "I left my heart in San Francisco" høres i radioen - syng med og se selv, hvor svært det er! (billed nr. 11 og billed 11a)

 Japansk mad

Japansk mad en et kapitel for sig, især hvis man spiser på en traditionel Japansk restaurant. Skoene stilles ved indgangen - næsen indad. Det at vende skoene den anden vej betyder, at man hurtigt vil væk derfra, hvilket en meget uhøfligt. Men når man er ved at gå igen efter middagen, har værten selv vendt skoene klar til afgang.

Iført en slags hjemmesko - altid for små til vore store fødder, så man ender med at gå på hælene - ind i et værelse med "Tatami" rishalmmatter på gulvet, og som altid på disse måtter går man i strømpesokker. Antal of Tatami-matter angiver størrelsen of rummet, f.eks. 4 ½ Tatami­matte = ca. 3 m².

Til sidst sidder man på gulvet, hvor bordet har korte ben og er ca. 30 cm højt. Hvis man en æresgæst sidder man med ryggen til en lille niche smykket med blomster og som regel med et billede (en Tokonoma) (billed nr. 12).

Og her begynder problemerne. Sidder man i skrædderstilling eller som Den lille Havfrue på Langelinie? Når der en gået to timer, kan det være meget ubehageligt at sidde sådan, nar man ikke er vant til det. Man spiser selvfølgelig med pinde, og de er ikke så vanskeligt, men man kan også være overmodig, især nar man sidder tilbage, og der er langt fra tallerkenen til munden. Dette kan meget ofte resultere i nogle plettede bukser, hvor stumper af mad falder af undervejs. Den eneste serviet er de varme, fugtige, nærmest handklæder, vi kender fra servering i en flyvemaskine (billed nr. 13).

At spise spejlæg med pinde                                                                              

Højdepunktet i min karriere med pinde var at spise et spejlæg - det kan lade sig gøre! Mange lækre små retter, ofte rå fisk, følger efter hinanden hele tiden, og man ender til sidst pudsigt nok med en skålfuld ris og grøn te.

Der findes også japanske restauranter i Danmark, og mange af retterne kan man prøvesmage her i landet. Sashimi = rå fisk, tempura = fri­turestegt fisk og grøntsager, Sukiyaki og Shabu-Shabu med Kobe-bøf kan stærkt anbefales. Sidstnævnte er måske verdens dyreste oksekød - det er fra køer, der er opfodret med Sake - (risvin) og øl, og som masseres flere gange om dagen, og er skåret så tyndt, at det nærmest smelter på tungen.

De fleste restauranter er imidlertid, som vi kender dem, med almindelige borde og stole osv. Anderledes er det uden for restauranten, hvor hele menuen i meget livagtig plastikimitation er udstillet på tallerkener, så det er ingen sag at bestille et maltid, man skal bare gå med tjeneren uden for restauranten og pege på det, man har valgt (billed nr. 14).

Et andet kuriosum er udendørs kaffe- og teautomater, der findes overalt, hvor man trækker iskold eller meget varm kaffe i dåser, hvori der allerede er blandet sukker og fløde (billed nr. 15).

Religion

Shintoisme - Japans traditionelle religion - og buddhisme, der er kommet til Japan fra Indien via Kina og Korea, findes paradoksalt nok side om side. Ofte finder man en Shintohelligdom og et buddhisttempel på samme grund. Forstnævnte er lys og farverig med en dejlig rød indgangsportal - en Torii (billed nr. 16). - og er i stærk kontrast til buddhisttemplet, der som regel er mørkt og koldt, men overdådigt udsmykket med guld ved alteret. Derfor er det meget naturligt, at japanerne bliver gift i en Shintohelligdom, men begravet af en buddhistpræst.

 Forveksling mellem R & L

Til sidst lidt om sproget. Forretningssproget med os er engelsk, og måske fordi japansk og engelsk ligger så langt fra hinanden har de mange gange svært ved engelsk, og især udtalen af "L" og "R" volder problemer. Dette kan føre til misforståelser og samtidig sjove episoder.

Historien om en telefonsamtale mellem London og Tokyo skulle være sand. Samtalen foregik mellem 2 hoteller, hvor forbindelsen var utydelig, og man skulle have fat i en mand ved navn Lemos. Er det "L" som i Rom spurgte japaneren? Nej, svarede den anden hurtigtopfattende, det er "R" som i London.

Jeg har selv modtaget en fax, hvor der star "Please let us have your fright details".

Japan er et utroligt spændende land, og dette er blot et lille glimt af et land og dets folk, hvor både kultur og mentalitet er vidt forskellig fra vores.

Philip Markham